…men efter at have haft den på én gang, må jeg bare sige at jeg holder ikke ud at gå i polyester! I stedet har jeg brugt blusen som mønster til en ny som jeg har syet i 100 % silkechiffon fra Stof 2000.

Jeg har pillet den oprindelige bluse helt fra hinanden og tegnet mønsterdele efter den. Den grå bluse havde kanter af bomuldsjersey og en lille slids midt bag i halsen. Midt for er der en vandret elastisk rynkning over brystet og forneden en elastisk kant med “snyde”-smock.

Jeg har klippet smalt skråbånd til kanterne af en aflagt rayon-nederdel. Den nederste kant har jeg rynket med elsastiktråd som undertråd og brystrynken er syet på et stykke smal elastik. Jeg har i alt brugt 120 cm stof, men så var der heller ikke mange kvadratcentimeter tilbage!

Nu er jeg bare på jagt efter flere, fede silkechiffoner, så jeg kan sy mig et par bluser mere efter dette mønster

De to rom vi smagte var fra Zacapa, der bliver lavet i Guatemala. Produktionen foregår over en stor del af landet og i mange højder, bl.a. bliver rommen lagret på tønder “over skyerne”. Og så har en masse kvinder fået en tiltrængt indtægt, ved at flette de karakteristiske “bælter”, der er rundt om flaskerne – se en fin, lille film om det her.

Vi fik først serveret rommen ren, sammen med lidt sødt – men den skulle også være god med et par isterninger i og til en let forret. Derefter fik vi den i en cocktail med alt muligt i-smagte heller ikke dårligt! Til sidst blev glas med rom sat i en glasklokke, hvorefter der blev pustet røg ind i klokken – nu duftede rommen som hyggelig pejs – eller lejrbål, og man fik en helt anden oplevelse.

Den 23-årige rom, som var den jeg bedst kunne li’, fås til 399 kr. i bl.a. Irma.

Denne rom, som har vundet et hav af priser, bliver løbende godkendt af en kvindelig “Master Blender” Lorena Vasques. Vi fik også at vide, at det især er kvinder der tiltales af denne type rom, så man er altså helt normal der…det er måske heller ikke tilfældigt at rom stavet bagfra bliver mor….

Museet er ikke særlig stort, men det har også tilknyttet en fantastisk butik, hvor man kan købe alle mulige gamle og nye dukker og tilbehør + få repareret gamle dukker.

Jeg startede i Kunstforeningen Gammel Strand, de er faktisk ikke en del af Parkmuseerne, men reklamerede med en udstilling, der hed “Blomsten og cigaren”. Det viste sig at være et udlån fra en Aros udstilling, som jeg faktisk lavede et blogindlæg om sidste år. Men der var da et par blomsterbilleder: Her er det ægteparret Sigurd Swane og Christine Swane, der giver hvert sit bud.

Næste stop var Davids samling, der er et skønt, roligt sted med en flot samling af bl.a. arabisk kunst. Her blev blomstertemaet vist som en meget lille særudstilling “Flora Islamica”.

Derefter gik turen til Statens Museum for Kunst, der reklamerede med udstillingen “Blomster og verdenssyn”. Her blev først præsenteret den videnskabelige tilgang til blomstermalerier, som blev udført til tidlige bøger om floraen – og der var bl.a. indrettet en superfin afdeling, hvor man kunne sidde og tegne efter levende blomster, der gik en vagt rundt og arrangeret blomsterne på det nænsomste.

Og så var der er stor afdeling med “nature morte” billeder fra 16-1700-tallet, mest af hollandske og tyske kunstnere – og alle på sort bund. Jeg har konsekvent (og måske respektløst) skåret de tunge guldrammer væk, da jeg synes at de forstyrrer billedet.

I museumsshoppen har de virkelig været kreative og lavet samarbejder med forskellige eksterne firmaer: Striktørklæder med blomsterinspiration designet af Emdal Colorknit Factory, tapetet “Black Iris” udviklet i samarbejde med Flügger og frø til de blomster der er på malerierne pakket i samarbejde med Nelson Garden. Og så var der masser af blomsterplakater og blomsterbøger naturligvis.

Det sidste museum jeg nåede før lukketid var Geologisk Museum, hvor der var en lille, men interessant udstilling om det store bogværk “Flora Danica”. Her var spændende eksempler på hvordan de fantastiske tegninger er blevet til – man har faktisk gemt de originale blomster som der er tegnet efter!

Og så var der eksempler på hvad kunstnere var blevet inspireret til af værket – det mest berømte er naturligvis “Flora Danica” porcelænet, men der var også moderne værker (nederst fra venstre) af bl. a. Peter Holst Henckel og Per Kirkeby.

Efter således at have vandret rundt og kigget på blomster i timevis indendørs, gik jeg en dejlig tur igennem Botanisk Have, hvor blomsterne også for alvor er på vej!

Jeg sluttede af med et smut ind i Botanisk haves skønne butik (der nu er flyttet til indgangen fra Nørreport) og her købte jeg en af mine yndlinge, klematissen som værtindegave til aftenens besøg hos den af mine søstre der har have

Den udstilling jeg så (og som stadig er der) handlede om naturmotiver i gobeliner, både helt nye og ældre. Her var f.eks Éva Jospins geniale fortolkning i “sammenvævede” træstammer: “Carte Blanche”.

Den blå gobelin “Velvet Jungle” er af Jaques Monory, mens Yves Oppenheim har lavet den farvestrålende “Fruit, fleurs, poissons” (frugt, blomster, fisk -tror jeg) hvor bagsiden med alle garnenderne blev udstillet på lige fod med forsiden.

Der var også rigtig mange andre, store og imponerende gobeliner fra forskellige tidsaldre. Og så opdagede jeg at der var mulighed for at besøge arbejdende værksteder inde i gården, de var bare ikke lige åbne da jeg var der – men det skal nok undersøges en anden gang

Jeg kunne slet ikke selv tænke mig at få en tatovering, men jeg er nysgerrig på denne motivverden og fascineret af menneskers trang til at dekorere sig. Så i dag tog jeg mod til mig og gik ind og kiggede på sagerne.

Indenfor var der mere end 150 stande, hvor man kunne blive tatoveret af internationale tatovører – så der lå og sad folk, der blev tatoveret allevegne.

Der var mange stilarter – lige fra det der meget maskuline “heavy metal”-look til feminine blomster og fugle og mere “tribal” mønstre. Og der var masser af piger og damer med store tatoveringer også.

Jeg kom skam også helt tæt på diverse kendisser: “Jokeren” og Felix Smith blev tatoveret på den lille scene – og så var Linse Kessler og hendes datter på en stand – muligvis fordi de står bag en Tattoo-salon på bryggen…

Alt i alt fik jeg et indblik i en, for mig, normalt skjult verden – fik snakket med forskellige søde, meget tatoverede mennesker, som jeg måske i andre sammenhænge ikke rigtig ville have nærmet mig – og så blev jeg faktisk inspireret af hele motivuniverset til aktiviteter, der ikke er helt så bloddryppende

Selv om modellerne i magasinerne jo er noget uaktuelle (det var de faktisk allerede dengang, da de er meget amerikanske i det), så var der masser af tips, jeg var “nødt” til at hive ud og gemme – bl.a. de fantastiske bagsider “In detail”, hvor der hver gang sættes fokus på detaljerne i et historisk stykke tøj

Magasinet Threads eksisterer stadig, og er vist lige så nørdet som dengang. Du kan bladre gratis i første del af det magasin der er på gaden nu her.

Centret blev bygget i 1977, som et eksempel på ekstrem “hightech arkitektur”. Alle installationer mm. ligger synligt med en tydelig farvekode: Blå til aircondition, gul til elektricitet, grøn til vandledninger og rød til “mennesketransport” (elevatorer og rulletrapper)

På toppen af centret ligger bl.a. en fantastisk spacy, restaurant hvor man kan sidde inde eller ude med det fulde vue over byen.
Jacob + MacFarlane vandt arkitektkonkurrencen om at designe resauranten i 1998.

Der er altid flere udstillinger i centret, denne gang nøjedes jeg med én stor udstilling om Eileen Gray, en kvindelig møbeldesigner og arkitekt, der levede fra 1878 til 1976. Der var eksempler på hendes meget avangardistiske møbler (dengang) – og fotos af indretninger hun havde lavet, der stadig virker friske og moderne.

I centrets shop kunne man også købe nogle af hendes møbelklassikere, der stadig produceres.