About Anne-Marie

Hvad er dette Her eksperimenterer Anne-Marie med blog-universets muligheder

Nyt fra systuen: Esprit copycat…

bluse1
Forleden købte jeg en lysegrå chiffonbluse (som den i midten) i Esprit. Jeg kunne godt lide faconen, og selv om blusen var 100% polyester (som jeg ikke plejer at købe) tænkte jeg at den nok var lækker og luftig, da den jo var så tynd…

…men efter at have haft den på én gang, må jeg bare sige at jeg holder ikke ud at gå i polyester! I stedet har jeg brugt blusen som mønster til en ny som jeg har syet i 100 % silkechiffon fra Stof 2000.
bluse2
Jeg har pillet den oprindelige bluse helt fra hinanden og tegnet mønsterdele efter den. Den grå bluse havde kanter af bomuldsjersey og en lille slids midt bag i halsen. Midt for er der en vandret elastisk rynkning over brystet og forneden en elastisk kant med “snyde”-smock.
bluse3
Jeg har klippet smalt skråbånd til kanterne af en aflagt rayon-nederdel. Den nederste kant har jeg rynket med elsastiktråd som undertråd og brystrynken er syet på et stykke smal elastik. Jeg har i alt brugt 120 cm stof, men så var der heller ikke mange kvadratcentimeter tilbage!

Nu er jeg bare på jagt efter flere, fede silkechiffoner, så jeg kan sy mig et par bluser mere efter dette mønster :-)

Rom fra mor til mor

rom1
For nylig var jeg så heldig at blive inviteret med på en romsmagning. Jeg er ikke vild med spiritus, har faktisk aldrig rigtig lært at nyde hverken cognac, whisky eller lignende, men efter at have været et par gange i Cuba, har jeg fundet ud af at rigtig gammel, mørk rom faktisk smager fantastisk!

De to rom vi smagte var fra Zacapa, der bliver lavet i Guatemala. Produktionen foregår over en stor del af landet og i mange højder, bl.a. bliver rommen lagret på tønder “over skyerne”. Og så har en masse kvinder fået en tiltrængt indtægt, ved at flette de karakteristiske “bælter”, der er rundt om flaskerne – se en fin, lille film om det her.
rom2
Vi fik først serveret rommen ren, sammen med lidt sødt – men den skulle også være god med et par isterninger i og til en let forret. Derefter fik vi den i en cocktail med alt muligt i-smagte heller ikke dårligt! Til sidst blev glas med rom sat i en glasklokke, hvorefter der blev pustet røg ind i klokken – nu duftede rommen som hyggelig pejs – eller lejrbål, og man fik en helt anden oplevelse.

Den 23-årige rom, som var den jeg bedst kunne li’, fås til 399 kr. i bl.a. Irma.

Denne rom, som har vundet et hav af priser, bliver løbende godkendt af en kvindelig “Master Blender” Lorena Vasques. Vi fik også at vide, at det især er kvinder der tiltales af denne type rom, så man er altså helt normal der…det er måske heller ikke tilfældigt at rom stavet bagfra bliver mor….

Dukker med slør

dukker
I Paris besøgte jeg også “Lé Musée de la Pupée” (dukkemuseet), der i øjeblikket viser udstillingen “Ethnies” – dukker spejler folk. Udstillingen er lige forlænget til 31. august. Der er tale om en udstilling af dukker fra hele verden, og hvert land har så en montre for sig. Interessant at se, hvor forskelligartede dukkerne er, når man nu er mest vant til at se på Barbie-dukker :-)

Museet er ikke særlig stort, men det har også tilknyttet en fantastisk butik, hvor man kan købe alle mulige gamle og nye dukker og tilbehør + få repareret gamle dukker.

På blomstersafari

blomster1
Under betegnelsen “Parkmuseerne” har en række københavnske museer slået sig sammen, i første omgang har de et fælles blomstertema – som jeg i går satte mig for at kigge nærmere på.

Jeg startede i Kunstforeningen Gammel Strand, de er faktisk ikke en del af Parkmuseerne, men reklamerede med en udstilling, der hed “Blomsten og cigaren”. Det viste sig at være et udlån fra en Aros udstilling, som jeg faktisk lavede et blogindlæg om sidste år. Men der var da et par blomsterbilleder: Her er det ægteparret Sigurd Swane og Christine Swane, der giver hvert sit bud.
blomster2
Næste stop var Davids samling, der er et skønt, roligt sted med en flot samling af bl.a. arabisk kunst. Her blev blomstertemaet vist som en meget lille særudstilling “Flora Islamica”.
blomster3
Derefter gik turen til Statens Museum for Kunst, der reklamerede med udstillingen “Blomster og verdenssyn”. Her blev først præsenteret den videnskabelige tilgang til blomstermalerier, som blev udført til tidlige bøger om floraen – og der var bl.a. indrettet en superfin afdeling, hvor man kunne sidde og tegne efter levende blomster, der gik en vagt rundt og arrangeret blomsterne på det nænsomste.
blomster4
Og så var der er stor afdeling med “nature morte” billeder fra 16-1700-tallet, mest af hollandske og tyske kunstnere – og alle på sort bund. Jeg har konsekvent (og måske respektløst) skåret de tunge guldrammer væk, da jeg synes at de forstyrrer billedet.
blomster5
I museumsshoppen har de virkelig været kreative og lavet samarbejder med forskellige eksterne firmaer: Striktørklæder med blomsterinspiration designet af Emdal Colorknit Factory, tapetet “Black Iris” udviklet i samarbejde med Flügger og frø til de blomster der er på malerierne pakket i samarbejde med Nelson Garden. Og så var der masser af blomsterplakater og blomsterbøger naturligvis.
blomster6
Det sidste museum jeg nåede før lukketid var Geologisk Museum, hvor der var en lille, men interessant udstilling om det store bogværk “Flora Danica”. Her var spændende eksempler på hvordan de fantastiske tegninger er blevet til – man har faktisk gemt de originale blomster som der er tegnet efter!

Og så var der eksempler på hvad kunstnere var blevet inspireret til af værket – det mest berømte er naturligvis “Flora Danica” porcelænet, men der var også moderne værker (nederst fra venstre) af bl. a. Peter Holst Henckel og Per Kirkeby.
blomster7
Efter således at have vandret rundt og kigget på blomster i timevis indendørs, gik jeg en dejlig tur igennem Botanisk Have, hvor blomsterne også for alvor er på vej!

Jeg sluttede af med et smut ind i Botanisk haves skønne butik (der nu er flyttet til indgangen fra Nørreport) og her købte jeg en af mine yndlinge, klematissen som værtindegave til aftenens besøg hos den af mine søstre der har have :-)

La Galerie des Gobelins

gobelin1
I Avenue des Gobelins nr. 42 ligger, meget passende, “La Galerie des Gobelins” i en gammel, kæmpestor tidligere gobelinfabrik.

Den udstilling jeg så (og som stadig er der) handlede om naturmotiver i gobeliner, både helt nye og ældre. Her var f.eks Éva Jospins geniale fortolkning i “sammenvævede” træstammer: “Carte Blanche”.
gobelin2
Den blå gobelin “Velvet Jungle” er af Jaques Monory, mens Yves Oppenheim har lavet den farvestrålende “Fruit, fleurs, poissons” (frugt, blomster, fisk -tror jeg) hvor bagsiden med alle garnenderne blev udstillet på lige fod med forsiden.
gobelin3
Der var også rigtig mange andre, store og imponerende gobeliner fra forskellige tidsaldre. Og så opdagede jeg at der var mulighed for at besøge arbejdende værksteder inde i gården, de var bare ikke lige åbne da jeg var der – men det skal nok undersøges en anden gang :-)

En mønstret verden…

ink3
Jeg bor lige i nærheden af Tap1, hvor Cph Ink Festival er i gang i disse dage. Der er tale om skandinaviens største Tattoo-messe -så gaderne er fyldt med meget dekorerede mennesker.

Jeg kunne slet ikke selv tænke mig at få en tatovering, men jeg er nysgerrig på denne motivverden og fascineret af menneskers trang til at dekorere sig. Så i dag tog jeg mod til mig og gik ind og kiggede på sagerne.
ink1
Indenfor var der mere end 150 stande, hvor man kunne blive tatoveret af internationale tatovører – så der lå og sad folk, der blev tatoveret allevegne.

Der var mange stilarter – lige fra det der meget maskuline “heavy metal”-look til feminine blomster og fugle og mere “tribal” mønstre. Og der var masser af piger og damer med store tatoveringer også.
ink2
Jeg kom skam også helt tæt på diverse kendisser: “Jokeren” og Felix Smith blev tatoveret på den lille scene – og så var Linse Kessler og hendes datter på en stand – muligvis fordi de står bag en Tattoo-salon på bryggen…

Alt i alt fik jeg et indblik i en, for mig, normalt skjult verden – fik snakket med forskellige søde, meget tatoverede mennesker, som jeg måske i andre sammenhænge ikke rigtig ville have nærmet mig – og så blev jeg faktisk inspireret af hele motivuniverset til aktiviteter, der ikke er helt så bloddryppende :-)

Threads…for “sy-nørder”

threads1
Under min never-ending oprydning/udtynding i lagrene nåede jeg i formiddags til en stak “Threads” magasiner fra 1995-1999. Der er tale om et virkelig nørdet magasin med alle mulige special-tips til syning og tilskæring.

Selv om modellerne i magasinerne jo er noget uaktuelle (det var de faktisk allerede dengang, da de er meget amerikanske i det), så var der masser af tips, jeg var “nødt” til at hive ud og gemme – bl.a. de fantastiske bagsider “In detail”, hvor der hver gang sættes fokus på detaljerne i et historisk stykke tøj
threads2
Magasinet Threads eksisterer stadig, og er vist lige så nørdet som dengang. Du kan bladre gratis i første del af det magasin der er på gaden nu her.

Pariser chic

pariserchik1
De er jo lidt ekstra smarte, de franskmænd – og mange med deres helt egen stil. F.eks. det totalt gennemførte par i 40′er stil jeg stødte på i den botaniske have…eller den hårfagre femme fatale, der var ved at blive fotograferet i søjlegangen ved Louvre.
chik2
Og så er Paris jo en fantastisk kulisse til bryllupsfotos…
chik3
…eller modefotos, som her på en af broerne over Seinen

Pompidou centret

pompidou1
Pompidou centret i Paris er et godt sted at starte en tur i byen synes jeg. For 3 euro kan man komme helt til tops via den udvendige rulletrappe – og fra toppen er der en fantastisk udsigt over hele Paris.

Centret blev bygget i 1977, som et eksempel på ekstrem “hightech arkitektur”. Alle installationer mm. ligger synligt med en tydelig farvekode: Blå til aircondition, gul til elektricitet, grøn til vandledninger og rød til “mennesketransport” (elevatorer og rulletrapper)
pompidou2
På toppen af centret ligger bl.a. en fantastisk spacy, restaurant hvor man kan sidde inde eller ude med det fulde vue over byen.
Jacob + MacFarlane vandt arkitektkonkurrencen om at designe resauranten i 1998.
pompidou3
Der er altid flere udstillinger i centret, denne gang nøjedes jeg med én stor udstilling om Eileen Gray, en kvindelig møbeldesigner og arkitekt, der levede fra 1878 til 1976. Der var eksempler på hendes meget avangardistiske møbler (dengang) – og fotos af indretninger hun havde lavet, der stadig virker friske og moderne.
pompidou4
I centrets shop kunne man også købe nogle af hendes møbelklassikere, der stadig produceres.